Åbent møde

Notat fra åbent møde med skytteforeningerne og DGI Østjylland d. 29. januar 2019
quote

Notat fra åbent møde med skytteforeningerne og DGI Østjylland d. 29. januar 2019

Torben Märcher fra DGI Østjyllands bestyrelse bød velkommen til mødet og indledte med ønsket om, at mødet blev fremadrettet og konstruktivt med henblik på et fremtidigt godt samarbejde om flere og gode aktiviteter og flere medlemmer i DGI Østjylland – Skydning.

Formålet med at mødes var at drøfte relevante og akutte opgaver og udfordringer for DGI Østjylland Skydning.

DGI Østjyllands bestyrelse og administration har i den forbindelse et stærkt ønske om et godt samarbejde mellem skytteforeningerne og DGI til gavn for skytteforeningerne og alle medlemmerne.

Status på arbejdet med den fremtidige organisering af DGI Østjylland Skydning

Konsulenten i DGI Østjylland Skydning, Anette Vernager, opsagde sin stilling pr. 1. januar 2019. Helle Bluhm er fortsat koordinator med 15 timer/uge. I perioden fra den 1. januar til ansættelsen af en ny konsulent, er Inge-Birthe Gavnholt fungerende konsulent på Skydning.

DGI Østjylland er meget optagede af at levere fra administrationen, blandt andet omkring de stævner, turneringer og kurser, der gerne fortsat skal tilbydes, men også med henblik på en god kommunikation med foreningerne.

Pistoludvalget meddelte før jul, at de trak sig. Maybritt Lynggaard og Arne Lægaard fungerer formelt stadig som formand og næstformand i aktivitetsledelsen, men fokuserer efter aftale på riffelaktiviteter. Torben Märcher fungerer som procesleder i denne periode frem mod aktivitetsmødet i april-maj, hvor vi håber, at vi sammen kan tegne en ny fremtid.

Til det kommende aktivitetsledelsesmøde skal der vælges ny aktivitetsledelse. Torben Märcher udtrykte et stort ønske og et håb om, at skytteforeningerne dér vælger brobyggere og samlende personer til ledelsen af DGI Østjylland Skydning.

Gensidige forventninger til samarbejdet

 Foreningerne nævnte her:

  • Samarbejde
  • Synlighed
  • DGI skal hjælpe de frivillige med at være frivillig
  • Husk at dem, der laver noget ude i foreningerne, er frivillig arbejdskraft, så vær opmærksom på kravene til foreningernes frivillige
  • Synlig arbejdsbeskrivelse for skyttekonsulenten
  • Arbejdsgruppen ønsker indflydelse på arbejdsbeskrivelsen
  • Kommunikér ud til foreningerne, hvad de kan forvente, indtil der bliver ansat ny konsulent
  • Arbejdsgruppen udarbejder og sender spørgeskema til alle foreninger om forventninger
  • Synligt budget og regnskab – læg det frem på aktivitetsmødet

Torben Märcher gav udtryk for forventninger om et stærkt samarbejde om aktiviteter, og at vi bliver brugt, så vi medvirker på både drift og udvikling.

Flemming Poulsen orienterede om, at der her i januar er sendt et spørgeskema ud til samtlige foreninger i Østjylland med henblik på en større viden om foreningernes ønsker og forventninger til DGI Østjylland. Svarene kan uddrages fra skytteforeningerne alene.

Helle og Inge-Birthe gav udtryk for, at de ønsker en åben og konstruktiv kontakt med foreningerne med henblik på at kunne understøtte de ønsker og behov, der er ift. kommunikation og aktiviteter.

Kommunikation

 Foreningerne nævnte her:

  • Månedlig information til foreningerne
  • Husk vigtig info i emneoverskriften i mails
  • DGI skal generelt dele viden ud til foreningerne
  • dk er svær at finde ting på
  • Send link til, hvor man skal tage skydelederuddannelsen
  • Vidensdeling via Facebook
  • DGI Østjylland kan arrangere små kurser
  • Korriger kontaktoplysninger på Pletskud

Helle fortalte, at hun for nylig har udsendt Nyhedsbrev ud til alle formænd, som kan videresende det i deres forening. Nyhedsbrevet er vedhæftet denne mail, til orientering. Det vil komme minimum en gang om måneden, og fremover også blive lagt på Pletskud.

Fremtidig organisering

 I den nuværende organisering består aktivitetsledelsen af en formand, en næstformand, riffeludvalgsformanden, pistoludvalgsformanden og konsulenten.

Foreningerne nævnte her:

  • Det lyder som om organiseringen er ok, men forventningerne har ikke været tydelige
  • Kan foreningerne/ledelsen være med til at bestemme, hvad konsulenten skal lave?
  • Arbejdsopgaver til de frivillige skal være komprimerede og beskrevne

Torben orienterede om, at på ledelsesseminaret den 6. oktober 2018 blev der i aktivitetsledelsen for Skydning arbejdet med tanker om en ny organisering. Her var tanken at gå væk fra en stiv udvalgsstruktur og frem mod en mere smidig, opgavebaseret struktur, hvor det er aktiviteten, der samler folk, fremfor en struktur, hvor det er faste udvalg, der står for al aktivitet, og hvor medlemmerne bliver valgt for flerårige perioder.

Andet

 Kurser og kursustilmelding blev nævnt af flere foreninger:

  • Flere aktiviteter kræver flere undervisere, men kurserne til dem er dyre
  • Lave interne kurser i foreningen
  • Rabatter ved flere tilmeldinger eller ”early bird”?
  • Bruge tilskudsmidler på uddannelser
  • Landsplansaktiviteter bliver lagt ud til landsdelene hen over den kommende periode

Eventuel arbejdsgruppe frem mod Aktivitetsmødet

Forsamlingen besluttede, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe hen mod det kommende aktivitetsmøde. I arbejdsgruppen skal ovenstående emner og tilbagemeldinger drøftes, dvs.:

  • Inddragelse af foreningernes forventninger til DGI i det fremtidige samarbejde
  • En god kommunikation
  • Den fremtidige organisering
  • Anbefalinger til fordeling af de økonomiske midler, der ligger i DGI Østjylland Skydnings budget, herunder overvejelser omkring priser på kurser og uddannelse

Følgende meldte sig til arbejdsgruppen:

Bjarne Sidelmann, Balle Skytteforening

Finn Danielsen, Skytteklubben DSB/ASF

Lotte Boserup Grenå Skyttekreds

Martin Dreyer-Christensen, Tilst Skytteforening

Sten Hannemann, Galten Skytteforening

Inge-Birthe sender forslag ud til mødedatoer.

Afslutningsvis takkede Torben Märcher for et aktivt og konstruktivt møde

 

Deltagende foreninger 

Der deltog i alt 47 medlemmer fra i alt 18 foreninger:

 

Djurslands Pistol Klub

Skytteklubben DSB/ASF

Århus Riffelskytte klub

Tilst Skytteforening

Lyngby Skyttekreds

Århus Marinefor. Skyttelav

Ebeltoft Skytteforening

VBF's Skyttelaug Hinnerup

Midtdjurs skytteforening

Randers Skyttekreds

Århus Pistolklub

Ry-Emborg Skytteforening

Galten Skytteforening

Samsø Skytteforening

Grenå Skyttekreds

Rønde Skytteforening

Postens Skytteforening

Skanderborg-Stilling Skytteforening

 Nyhedsbrevet kan ses her