Klubbens Vedtægter

Vedtægter for Galten Skytteforening af 03-03-2016


Referater og dagsordner fra generalforsamlinger findes nederst på siden

§1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er Galten Skytteforening, der er genstiftet den 10. december 1979 og har hjemsted i Skanderborg Kommune, Region Østjylland.

§2 Formål

Foreningens formål er ved skydning som idræt og andet kulturelt virke at fremme den enkeltes og fællesskabets trivsel i et folkeligt foreningsarbejde.

§3 Relation til andre foreninger

Foreningen er medlem af De Danske Skytteforeninger.

Foreningen er medlem af DDS-Østjylland.

Foreningen er i øvrigt medlem af:

    Dansk Skytte Union
    Idrætssamvirket i Skanderborg Kommune

Foreningen er underlagt DDS Østjyllands og De Danske Skytteforeningers vedtægter.

§4 Almindelige bestemmelser

1)   Som aktiv medlemmer optages voksne og børn over 7 år, når de vedkender sig nærværende vedtægter og godkendes af bestyrelsen.

2)   Børn under 18 år kan dog kun optages med forældrenes samtykke.

3)   Aktive medlemmer skal have permanent opholdstilladelse i Danmark.

4)   Geværskytter har, for at kunne betegnes som ”Aktivt medlem” pligt til at skyde mindst 6 gange per år. Året går fra våbenkontrol til våbenkontrol. Kun aktive medlemmer kan have en våbenpåtegnelse.

5)   Pistolskytter har, for at kunne betegnes som ”Aktivt medlem” pligt til at skyde mindst 6 gange per år. Året går fra våbenkontrol til våbenkontrol. Maks. 3 skydninger fra Stjær Grusgrav kan tælles med i de 6 skydninger. Kun aktive medlemmer kan have en våbenpåtegnelse.

6)   Bestyrelsen skal tilbagekalde en våbenpåtegnelse, såfremt et medlem ikke opfylder kravet som aktivt medlem.

7)   Enhver kan optages om passivt medlem. Passive medlemmer har ikke adgang til at skyde. Passive medlemmer har ikke stemmeret på generalforsamlingen. Passive medlemmer kan vælges til bestyrelsen og kan varetage andre administrative funktioner, såsom regnskabsfører.

8)   Alle medlemmer skal overholde sikkerhedsbestemmelserne. Overtrædelse heraf kan føre til eksklusion.

9)   Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, når den finder grund dertil. Eksklusionen har umiddelbar virkning efter bestyrelsens vedtagelse. Det ekskluderede medlem kan anke kendelsen til førstkommende ordinære generalforsamling.

10) Kun de hos DDS eller DSU kendte og registrerede våben må anvendes på foreningens baner, samt der må kun skydes med kalibrer, som banen er godkendt til. Grov overtrædelse heraf vil medføre eksklusion.

11) Der må kun skydes i de hos DDS eller DSU godkendte skydediscipliner, samt træning til disse.

12) Enhver skytte er til enhver tid underkastet dansk lov og det af justitsministeriet gældende cirkulære vedrørende våben og ammunition.

13) Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtigelser, kun foreningen hæfter alene for disse med sin formue.

14) Foreningens medlemmer har ikke nogle økonomiske forpligtelser overfor foreningen, ud over kontingentforpligtelsen.

15) Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue og/eller udbytte af nogen art.

16) Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegnelse, er foreningens bestyrelse forpligtiget til at give orientering til politiet eller om fornødent at tilbagekalde våbenpåtegning over for et medlem, der efter bestyrelsens skøn, ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til et våben.

17) Et medlem, der flytter sin våbenregistrering er forpligtet til at betale kontingent i hele det påbegyndte år, samt er forpligtet til at dokumentere flytningen vha. dokument for registreringen fra politiet, inden SKV- registreringen kan ophæves.

18) Udmeldelse af Galten Skytteforening skal ske skriftligt fra både klubben som fra medlemmet.

19) Udmeldte/ekskluderede medlemmer er ikke berettiget til tilbagebetaling af allerede indbetalt kontingent.

20) Klubmesterskabsskydning afholdes senest 1.maj, hvor der er præmieoverrækkelse samme dag.

21) Det er SKV2 medlemmernes pligt/ansvar at meddele klubben ændring af adresse, telefonnummer, mail mv.


§5 Generalforsamlingen

1)   Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

2)   Ordinær generalforsamling afholdes hvert år den 1. torsdag i marts kl. 19,00 i klubbens lokaler.

3)   Generalforsamlingen indvarsles af bestyrelsen i klubbens lokaler, FB, samt på foreningens hjemmeside. (www.galtenskytteforening.dk)

4)   Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen afholdes.

5)   Kun fremmødte aktive medlemmer, der er fyldt 15 år, har stemmeret.

6)   Dirigenten leder generalforsamlingen i overensstemmelse med dagsordenen og foreningens vedtægter, samt beslutter hvorledes de på generalforsamlingen opståede tvivlsspørgsmål afgøres.

7)   Der føres protokol og referat over vedtagne beslutninger og foretagne valg. Dirigenten bekræfter med sin underskrift referatets rigtighed. Referatet offentliggøres i klubbens lokaler og på foreningens hjemmeside. Eventuelle vedtægtsændringer træder i kraft, når det på generalforsamlingen er vedtaget.

8)   Et medlem, der ikke er tilstede, kan vælges til bestyrelsen eller andre poster, såfremt vedkommende skriftligt har tilkendegivet sit kandidatur til posten.

9)   På generalforsamlingen afgøres sager ved almindeligt stemmeflertal af de afgivne stemmer. For ændring af foreningens vedtægter kræves mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for forslaget. Til eksklusion af et medlem eller omgørelse af en eksklusion foretaget af bestyrelsen kræves mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for forslaget. Angående eksklusion se endvidere §4 stk. 6.

10) Afstemning sker ved håndsoprækning, dog skal skriftlig afstemning finde sted, såfremt ét medlem fremsætter ønske herom.

§6 Generalforsamlingens dagsorden

På den årlige ordinære generalforsamling behandles følgende:

    Formanden åbner generalforsamlingen med valg af dirigent
    Valg af referent, samt af 2 stemmetællere
    Aflæggelse og godkendelse af formandens beretning
    Aflæggelse og godkendelse af eventuelle udvalgs beretning
    Aflæggelse og godkendelse det reviderede og underskrevne regnskab
    Aflæggelse og godkendelse af budget for det kommende år
    Fastsættelse af kontingent for det kommende år, efter forslag fra bestyrelsen
    Behandling af vedtægtsændringer.
    Behandling af indkomne forslag.
    Valg af bestyrelse
Lige år:
Valg af formand
Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer

Ulige år:
Valg af kasserer

Dersom der ikke kan vælges en kasserer, kan generalforsamlingen vælge en regnskabsfører for 1 år ad gangen. Regnskabsføreren skal være medlem af Galten Skytteforening

Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer
Dersom der vælges en regnskabsfører i stedet for en kasserer, vælges der ikke 3 bestyrelsesmedlemmer, men 4 bestyrelsesmedlemmer.

Valg af 1 revisor, formanden er suppleant for 1 år

Eventuelt (der kan ikke træffes beslutninger under dette punkt)

§7 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftligt krav herom, med forslag til dagsorden.

Dagsordenens 2 første punkter iht. §6.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet er modtaget af bestyrelsen, og den indvarsles iht. reglerne for den ordinære generalforsamling.

§8 Kontingent

1)   Kontingentet fastsættes hvert år af generalforsamlingen, gældende for det efterfølgende år. Kontingent opkræves forud hvert år i januar måned. Betalingsopkrævning udsendes senest 15. januar. Sidste rettidige indbetalingsdato er 31. januar.

2)   Ikke rettidigt kontingentbetaling betragtes som udmeldelse af foreningen og bestyrelsen er forpligtet til at underrette myndighederne, såfremt våbenpåtegnelse haves. Dette sker via en SKV5, uden forvarsel.

3)   Et medlem kan søge, og bestyrelsen kan vedtage at bevilge et medlem henstand, hvor væsentlige grunde taler herfor. Dette skal meddeles medlemmet skriftligt, med angivelse af en ny sidste rettidig betalingsfrist. Overskrides denne træder stk. 2 automatisk i funktion.

4)   Ved indmeldelse som aktiv skytte i foreningen efter 1/8 opkræves der kun halvt kontingent.

§9 Foreningens tegning ved køb, salg mm.

1)   Foreningen tegnes i daglige forretninger ved underskrift af formanden

2)   Foreningen tegnes ved større køb eller salg, vedtaget af bestyrelsen, ved underskrift af

    a)   formanden
    b)   to bestyrelsesmedlemmer
    c)   et foreningsmedlem, med skriftlig fuldmagt fra bestyrelsen, underskrevet af formanden og 1 bestyrelsesmedlem.

3)   Det er kun kassereren som kan hæve kontanter.

4)   Ved køb, salg og/eller pantsætning af fast ejendom eller optagelse af lån, tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

§10 Bestyrelsen

    Formand
    Foreningen ledes af en bestyrelse med mindst 5, max 9 medlemmer. Ved stemmelighed har formanden 2 stemmer
    Næstformand
    Kasseren
    Min. 1 suppleant

Bestyrelsen konstituerer sig selv, dog vælges formanden og kasserer af generalforsamlingen.

Valgbar er ethvert medlem, der er fyldt 18 år og som ikke er i kontingentrestance.

Bestyrelsen kan kun træffe større beslutninger på bestyrelsesmøder.

Bestyrelsen fastsætter i sin forretningsorden priser på varer og rabatter f.eks. familierabat

§11 Forretningsorden

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

§12 Bestyrelsesmøder

Bestyrelsesmøder varsles overfor alle medlemmer på foreningens hjemmesides aktivitetskalender, med en rimelig tidsfrist. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er tilstede.

Ved afbud til bestyrelsesmøder kan der stemmes med fuldmagt af bestyrelsesmedlemmet.

§13 Udvalg

Bestyrelsen kan nedsætte stående og ad hoc udvalg, hvis medlemmer udpeges af bestyrelsen.

§14 Protokol

    Der føres protokol over det på møderne passerede og vedtagne, som godkendes og underskrives af alle tilstedeværende medlemmer.
    Bestyrelsen udarbejder et beslutningsreferat af alle bestyrelsesmøder, der offentliggøres i klubbens lokaler.

§15 Regnskab

Foreningens regnskabsår går 1/1 til 31/12. Der føres regnskab iht. anerkendte regnskabsregler.

§16 Likvidation og/eller ophør

Foreningen kan kun opløses eller sammenlægges med en anden forening, hvis 75% af deltagerne i to på hinanden følgende generalforsamlinger/ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor.

På generalforsamlingen, hvor foreningens likvidation eller ophør forkyndes, vælges der et likvideringsudvalg. Dette har til opgave sammen med fornøden advokatbistand, at foreningens ejendele, herunder jordbesiddelser, huse og materiel bortlægges på god og forsvarlig måde. Det indkomne beløb, med fradag af foreningens eventuelle gæld, skal indsættes på en spærret konto i et lokalt pengeinstitut, hvor det skal henstå til højest opnåelig rente, indtil der igen kan oprettes en skytteforening ved navn Galten Skytteforening, og som vil drive skydning i overensstemmelse med formålsparagraffen.

Våben og ammunition skal afhændes til DDS skydeudvalg.

Foreningens aktiver, herunder dens forhandlingsprotokoller, samt foreningens samling af trofæer mm., skal af den sidste bestyrelse i samråd med advokat foranlediges indsat i en bankboks eller lignende og dokument herom skal følge den spærrede kontos vedtegning.

Ved likvidation skal likvidationsudvalget på bedste måde varetage Galten Skytteforenings interesser, i særdeleshed med henblik på senere genoptagelse af kredsens virksomhed.

Såfremt Galten Skytteforening ikke er genoprettet efter 25 år, tilfalder foreningens formue og andre aktiver idræts- og ungdomsarbejdet i tidligere 8464 Galten Kommune.

Således vedtaget på generalforsamlingen d. 03. marts 2016.
Tidligere vedtægter for Galten Skytteforening annulleres samtidig hermed.

Referat og dagsorden for generalforsamling 2017